Af Ritzau - 08/01-17 18:58

Nu gør Nokia comeback med ny mobiltelefonNu gør Nokia comeback med ny mobiltelefon

Nokia 6 er den første telefon, som finske HMD Global sender på markedet - i første omgang kun i Kina.

Nokia var engang kongerne af mobiltelefonbranchen, men blandt andet Apples smartphones tog næsten livet af det finske varemærke.

Nu gør selskabet HMD Global et nyt forsøg på at erobre markedsandele med en ny telefon, der kommer til at hedde Nokia 6.

Der er tale om en Android-smartphone med en 5,5 tommer-skærm, et 16 megapixel-kamera og 64 gigabyte lagerplads.

Telefonen bliver i første omgang kun tilgængelig på det kinesiske marked, og prisen er sat til 1699 yen, svarende til godt 1730 kroner.

Og Nokia 6 er kun en forsmag på, hvad der venter. Det siger Arto Nummela, der er administrerende direktør for HMD Global.

- Vores ambition er at levere et førsteklasses produkt, som lever op til forbrugernes behov i hver prisklasse og på hvert eneste marked.

- Vi ser frem til at præsentere andre produkter i første halvdel af dette år, siger han i en pressemeddelelse.

HMD Global har købt rettighederne til Nokia-navnet mod at betale en del af indtægterne fra salget til Nokia.

Microsoft indgik samarbejde med den skrantende finske virksomhed tilbage i 2011 og sendte en række Windows-baserede smartphones på markedet under Nokia-navnet.

De blev dog aldrig nogen succes, og så sent som i december har softwaregiganten helt droppet at producere flere mobiltelefoner.

I stedet har en gruppe af tidligere Nokia-ansatte, herunder Arto Nummela, stiftet HMD Global og satser nu i stedet på Android-baserede telefoner og tablets.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx